Havana kunsthandel, klik her for hjem.

img 9732

Moderne cubansk kunst

Når man taler om moderne cubansk kunst, begynder fortællingen ofte med en meget omtalt udstilling kaldet ”Volumen Uno” i 1981. Bag udstillingen stod en række yngre cubanske kunstnere, som i deres tilgang og billedsprog gjorde op med den stærke cubanske dyrkelse af ikoner og med dyrkelsen af ”socialistisk kunst”. Den stærkt provokerende udstilling stødte ikke bare de cubanske kulturinstitutioner, men også den gamle garde af cubanske kunstnere, som gav de unge en hård medfart i anmeldelse og omtale.

Cubas Kunstbiennal

I 1984 finder den første kunstbiennal i et socialistisk land sted – i Cubas hovedstad Havana. Formålet er at bringe de cubanske kunstnere sammen og vise tidens trend i de kunstneriske miljøer. Biennalen er ikke synderligt markedsorienteret eller kommerciel. Biennalen, som i dag finder sted hvert andet år, giver anledning til brydninger med statsmagten, især for de mere grænsesøgende kunstnere. Nogle værker får aldrig lov at blive udstillet på grund af censuren. Nogle værker bliver udstillet – for derefter at skabe så stor ravage, at det i ét tilfælde ender med kulturministerens fyring.

Satirisk kunst

1980ernes kunstscene på Cuba giver luft til forskellige strømninger af yngre kunstnere, som alle kan siges at være vækket af ”Volumen Unos” udstilling. Markant er choteo-bevægelsen, som er overvejende satirisk, men samtidig politisk udfordrende. I takt med at den cubanske økonomi bliver stadig mere presset, opstår jodedera-bevægelsen, som ofte er performance-kunst, næsten politiske happenings, og præget af et større sortsyn og uden choteo-bevægelsens glimt i øjet. De cubanske kunstnere betragtes til tider som den væsentligste opposition på Cuba, hvilket medfører, at CIA kaster et kærligt blik på kunstnerne.

Politisk kritik

Kunsten udvikler sig stadig mere politisk udfordrende på Cuba, hvilket leder til den første fængselsstraf til en cubansk kunstner for kontra-revolutionær aktivitet. Dommen medfører en choktilstand i den cubanske kunstverden, hvor myndighederne hidtil har givet kunstnerne en lang elastik. Hidtil har selv de mest provokerende kunstnere kunne nøjes med at blive censureret og nægtet adgang til at udstille deres værker. Nogle har på den baggrund valgt at hoppe af til Mexico eller USA. Men kunstnernes kritik af styret har tiltaget i styrke. For skud står de socialistiske slogans og selv ikoner som Che Guevara og Fidel Castro går ikke ram forbi. Oftest har kunstværkerne dog det lille tvist, som gør værkerne spiselige for myndighederne.

 Værdifuld kunst

Cubas kunstbiennal har været en stærkt medvirkende årsag til, at moderne cubansk kunst i dag anses for værdifulde samlerobjekter. I 1994 købte den tyske rigmand og chocolatier Peter von Ludwig stort set hele biennalen fra A til Z. Han indstiftede samtidig en fond på Cuba i sit navn og modtog titlen af æresdoktor ved universitetet som tak for det gigantiske kunstindkøb. I år 2000 når biennalen op på at tiltrække hele 2.000 udenlandske kunstopkøbere, ca. 1.500 af dem fra USA. Cubas geografiske nærhed til det enorme amerikanske marked for kunst og den sammenvævede cubanske og amerikanske historie gør, at mange amerikanske investorer håndplukker kunst fra de bedste cubanske kunstnere. Samtidig har Østblokkens sammenbrud i 1990erne betydet, at den cubanske stat har måtte ty til kunstmarkedet som en indtægtskilde for fremmed valuta. Efter Berlinmurens fald i 1989 og Østblokkens kollaps sank den cubanske økonomi i grus. Cuba gennemgik en choktilpasning kaldet ”the Special Period”, hvor kunstnernes muligheder for at sælge deres værker paradoksalt nok blev forbedret. I dag er cubansk kunst i høj kurs, hvor de bedste kunstnere håndplukkes til udstillinger i USA, fx på MOMA, Museum of Modern Art i New York.